Blue INNOShip

Maritimt samarbejde går i gang med 14 projekter

onsdag 04 mar 15

Med en ny samarbejdsaftale kan partnerskabet Blue INNOShip gå i gang med at skabe en renere skibsfart.

40 virksomheder og organisationer i partnerskabet Blue INNOShip, som DTU deltager i, underskrev 16. februar den endelige samarbejdsaftale. Dermed kan partnerne inden 1. april gå i gang med en lang række projekter, som skal øge den maritime industris konkurrencedygtighed og fremme udviklingen af grønnere teknologier til skibsfarten.

Nye regler for skibes energieffektivitet og udledning af skadelig luftforurening skærper kravene til den maritime industri. Projekterne skal i løbet af de næste fire levere løsninger, der skal være med til at realisere partnerskabets målsætning om at reducere udledningen af CO2 med mindst 30-50 procent og udledningen af SOx og NOx med 80 procent sammenlignet med 2008-standarder.

DTU Mekanik, DTU Elektro og DTU Kemiteknik deltager i 8 af de 14 projekter. Udover DTU deltager CBS, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, den maritime industri og offentlige myndigheder i Blue INNOShip. Partnerskabet har modtager 50 mio. kr. fra Innovationsfonden, og det samlede budget på 117 mio. kr. skal først og fremmest bruges på 14 forsknings- og udviklingsprojekter.

Ingrid Marie Vincent Andersen, som er leder af Maritime DTU, repræsenterer universiteterne i styregruppen for Blue INNOShip: ”Skibsfarten er udfordret af miljø- og klimakrav, som kræver begavede løsninger og nytænkning på tværs af fagdiscipliner. Gennem samfundspartnerskabet er universiteter, GTS’er og erhvervets virksomheder og brancheorganisationer rykket tættere på hinanden i et samlet forsøg på at udtænke avancerede, tværdisciplinære løsninger til den maritime industri.”


Blue INNOShip

Ingrid Marie Vincent Andersen på containerskibet Magleby Mærsk sammen med First Officer Bikram Ghei.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.
http://www.mek.dtu.dk/Nyheder/Nyhed?id=b20e2b83-c0c0-4d86-9b35-8054ddfb5c30
22 NOVEMBER 2017