Foto: Lisbeth Lassen

Nyt værktøj til danske virksomheder om cirkulær økonomi

fredag 04 maj 18

Kontakt

Tim C. McAloone
Professor, ph.d.
DTU Mekanik
45 25 62 70

Workshop for virksomheder

MATChE-projektet inviterer produktionsvirksomheder til workshops i juni og august. Med afsæt i en parathedsvurdering diskuteres strategiske veje for en cirkulær omstilling af virksomheden. Læs mere her.

Et nyt digitalt værktøj, der kan hjælpe produktionsvirksomheder med omstilling til cirkulær økonomi, er udviklet af forskere på DTU.

I Danmark har vi historisk været gode at omdanne grønne visioner til konkrete forretninger. Den næste grønne megatrend, eller rettere paradigmeskift, der allerede blæser ind i direktionslokalerne, hedder Cirkulær Økonomi.

Derfor har Danmarks Tekniske Universitet og Industriens Fond igangsat projektet MATChE (MAking the Transition to Circular Economy), der nu tilbyder produktionsvirksomheder et nyt værktøj til at vurdere deres omstillingsparathed i forhold til Cirkulær Økonomi gennem en online vurdering. 73 virksomheder har allerede brugt værktøjet.

Det nye værktøj er målrettet produktionsvirksomheder – store såvel som små – fra alle brancher. Virksomheden kan benytte værktøjet til at generere en parathedsprofil, få indblik i styrker og muligheder samt benchmarke sig op mod andre virksomheder fra samme eller andre brancher. Med den slags viden kan danske virksomheder optimere arbejdet med cirkulær økonomi og dermed få mere ud af blandt andet råvarer eller restprodukter.

”Målet er at få mindst 100 virksomheder til at bruge værktøjet systematisk, og vi er allerede godt på vej. Jo flere virksomheder, des mere nuancerede benchmarkingdata kan vi levere retur. Der ligger et enormt potentiale i at få adgang til viden og gøre cirkulær økonomi mere målbart,” siger Tim C. McAloone, professor ved DTU Mekanik og projektleder på MATChE-projektet.

Alle virksomheder kan bruge det nye værktøj
Værktøjet er til rådighed for alle. Det kræver blot, at man opretter sin virksomhed på
my.matche.dk og besvarer 30 spørgsmål, så kan man benchmarke sig op mod resten af branchen og få konkrete anbefalinger til, hvor man kan rykke sig på både kort og langt sigt.

”Bedre råvareforbrug og øget genanvendelse kan føre gevinster med sig i danske virksomheder. Med ny teknologi, nye metoder og nye samarbejder er potentialet stort, hvis virksomhederne virkelig formår at gribe mulighederne. Værktøjer til at implementere cirkulær økonomi kan derfor potentielt gavne mange,” siger Mads Lebech, adm. direktør i Industriens Fond, der har støttet MATChE-projektet med godt 3,5 mio. kroner.

En af de 73 virksomheder, der allerede har anvendt og set værdien af værktøjet, er Letbæk Plast A/S. Virksomheden, der leverer design af totalløsninger for nye produktserier i plast, er pioner inden for plastgenanvendelse og har over en årrække oparbejdet ekspertise inden for cirkulær økonomi.

”Det er vores klare forventning, at MATChE-platformen vil hjælpe os til at øge vores parathed for cirkulær økonomi, alene fordi vi vil kunne benchmarke os med andre og identificere nye forretningsmuligheder,” udtaler CEO for virksomheden, Michael Bayer Thomsen.

Udover Danmarks Tekniske Universitet, der leder projektet og står for udviklingen af det digitale værktøj, er konsortiepartnerne Dansk Industri, Miljøstyrelsen og tænketanken CHORA Connection med til at sikre virksomheders involvering og udbredelsen af ny viden.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.