DTU Roadrunners er et studenterdrevet projekt, som har til formål at konstruere ekstremt brændstoføkonomiske økobiler, der kan deltage i det årlige Shell Eco-marathon og køre så langt på en liter brændstof som overhovedet muligt.

DTU Roadrunners vinder to priser ved Shell Eco-Marathon

tirsdag 10 jul 18

Kontakt

Henning Si Høj
Robotingeniør
DTU Elektro
23 49 91 17

Kontakt

Jesper Schramm
Professor
DTU Mekanik
45 25 41 79
Meget grundig forberedelse betød, at DTU Roadrunners vandt to kategorier i dette års Shell Eco-Marathon.

DTU studerende sendte i lørdags den racerbil over målstregen, som kunne køre længst på literen ved det årlige Shell Eco-Marathon. Faktisk satte deres bio-ethanol drevne bil banerekord i brændstoføkonomisk kørsel med 374 kilometer på en liter benzin i deres andet gennemløb og vandt dermed førstepladsen.

”Ved første gennemløb kørte vi 326 kilometer på literen, mens vores konkurrenter kom op på 337 kilometer. Så tidligt lørdag morgen begyndte vi at smøre leddene og briefe køreren ekstra grundigt, hvilket resulterede i, at vi lørdag satte ny banerekord med 374 kilometer på en liter bio-ethanol,” siger Henning Si Høj, som afsluttede sin kandidat i Automation og robotteknologi sidste år og nu fungerer som vejleder for DTU Roadrunners.

DTU’s bil vandt ikke kun kategorien i at køre længst på literen. Dynamo, som bilen hedder, vandt også konkurrencen om bedste førerløse bil. Sejren skyldes til dels grundig forberedelse og en testbane, som de studerende havde til rådighed på DTU Lyngby.

”Vi havde heldigvis bygget softwaren til det førerløse system op fra bunden, så vi nemt kunne tilpasse bilen uventede ændringer, som forekom på banen i London. Fordi vi kendte programmet så godt, blev vi de første, som nogensinde har gennemført en hel omgang, uden at chaufføren rørte ved rattet under kørslen,” siger Henning Si Høj.

Det var ikke helt mod forventning, at de studerende endte med at komme hjem med to priser. De fokuserede nemlig benhårdt på at gøre deres bil bedst i de to konkurrencer, de vandt, men det var ikke uden udfordringer.

”Vi brugte hver eneste vågne time måneden inden konkurrencen på at optimere bilens brændstofforbrug og det autonome system. Vi installerede eksempelvis først det autonome system efter konkurrencen om brændstofforbruget var slut for at spare vægt,” siger Henning Si Høj.

Dette års DTU Roadrunners er en særlig mangfoldig flok. Ud over danskere findes der også deltagere fra Grækenland, Polen, Tyskland og Schweiz på holdet.  

”Vi har haft en utrolig engageret og dygtig flok studerende på holdet i år, som har brugt hinandens kompetencer på bedste vis. Så nu skal vi ud og rekruttere en ny flok studerende til næste års DTU Roadrunners, som er ligeså engagerede i projektet,” siger Henning Si Høj.

Du kan holde dig opdateret omkring næste ansøgningsrunde til DTU Roadrunners 2019 på www.ecocar.mek.dtu.dk

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.