Photo: CIRP

Chris V. Nielsen modtager F.W. Taylor Medaljen

onsdag 13 sep 17

Kontakt

Chris Valentin Nielsen
Lektor
DTU Mekanik
45 25 47 70

CIRP

CIRP

Tidligere prismodtagere

Se alle tidligere modtagere af F.W. Taylor Medal Award.

Lektor Chris V. Nielsen fra DTU Mekanik er blevet tildelt den meget prestigefyldte, internationale pris F.W. Taylor Medaljen, som hvert år uddeles af CIRP, The International Academy of Production Engineering. 

Prisen blev overrakt ved CIRP’s General Assembly i Lugano 20.-26. august, og den gives hvert år til en forsker under 35 år som har præsenteret et fremragende forskningsarbejde ved CIRP’s General Assembly året før. Ved den lejlighed havde Chris V. Nielsen præsenteret forskningsresultaterne fra sit paper: “Modelling of real area of contact between tool and workpiece in metal forming processes including the influence of subsurface deformation.”

Arbejdet, der er et af de vigtigste resultater af Chris V. Nielsens postdoc-projekt COMESURF, løser et vitalt problem i det tidligere arbejde på DTU Mekanik med friktionsmodellering, og på den måde er det et helt afgørende skridt på vejen til at forskerne etablerer en generel friktionsmodel som kan anvendes ved metalformgivningsprocesser.

”Det nye arbejde bygger på finite element modellering (FEM) og eksperimenter foretaget i et specialdesignet udstyr,” fortæller Chris V. Nielsen. ”Den nye modellering inkluderer at det reelle kontaktareal og dermed også friktionen vokser kraftigt med voksende deformation af det underlæggende materiale. Dette er særligt vigtigt for numerisk modellering af pladeformgivningsprocesser. Jeg håber nu på at være heldig nok til at blive bevilget midler til for alvor at kunne implementere den nye model i simulering af industrielle pladeformgivningsprocesser.”

CIRP’s F.W. Taylor Medal Award er blevet overrakt hvert år siden 1958, og det er bare anden gang at en dansker har modtaget den, siden H.N. Hansen fik den overrakt i 1998.

F.W. Taylor Medal Award blev tildelt på baggrund af artiklen: C.V. Nielsen, P.A.F. Martins, N. Bay: Modelling of real area of contact between tool and workpiece in metal forming processes including the influence of subsurface deformation. CIRP Annals, 65/1 (2016) 261-264.

Photo: CIRP
Professor Yusuf Altintas, præsidenten for CIRP, overrækker Chris V. Nielsen F.W. Taylor Medaljen. Foto: CIRP.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.
http://www.mek.dtu.dk/nyheder/nyhed?id=7A870AC7-5213-47D1-A15B-928DF556D6E2
18 NOVEMBER 2017