Photo: Colourbox

Smart forsegling af containere med ny løsning

onsdag 27 jun 18

Læs mere om kurset

Hardtech Entrepreneurship (tidligere Innovation and Product Development)
Start-up virksomheden ISEAL Digital fra DTU har lavet en ny løsning, som digitaliserer forseglingen af containere. 

Løsningen er både hurtigere og billigere end den traditionelle, hvor man hverken kan genbruge seglet eller opsamle data om containeren direkte til et mobilt netværk. ISEAL Digital har netop deltaget i Venture Cup 2018 og var også vinder af Spin Out Day på DTU.

Teamet bag ISEAL Digital består af Morten Schnack Jørgensen, Christoffer Bjerre Brøndum, Jens Grossmann Larsen og Krzysztof Czurylo. På kurset Hardtech Enterpreneurship fik de tildelt en teknologi, og så var opgaven ellers at finde på nye anvendelsesmuligheder til den. Det var Telia som bidrog til kurset som ”opfinder” ved at levere Mobile Connect teknologien, som teamet brugte. Det var ikke en lille udfordring at finde en helt ny og effektiv anvendelse af teknologien, som også gerne skulle skabe værdi på markedet.

”De første mange uger gik med at afdække 10-15 områder på forskellige markeder hvor det kunne være interessant,” fortæller Morten Schnack Jørgensen og fortsætter: 

”Da det så mørkest ud, kom ideen til os som en åbenbaring. Ideen er genial i sin simplicitet – at digitalisere en analog containerplombering. Det er et marked på vej frem, men vores måde er ret unik og noget revolutionerende. Vores digitale plombering ender med at give værdi til alle aktørerne i container branchen ved at mindske tiden brugt ved hver overlevering, spare penge og give værdiful dataindsigt. Når man kombinerer disse ting, samt vores forretningsmodel, skubber vi markedet på vej til mod det smartere og digitale.”

Teamet har haft et tæt samarbejde med Telia, der har leveret Mobile Connect teknologien som er en sikker 2-faktor godkendelse via GSM-netværket. Telia deltog som nævnt i kurset som opfinder ved at levere en teknologisk løsning, som holdet så skulle arbejde videre med. Da teamet havde fundet den anvendelse, de ville gå videre med, etablerede de selv kontakt til den maritime industri. Den opsøgende kontakt til markedet har været en meget lærerig proces, fortæller Morten Schnack Jørgensen:

”Det vi lærte mest af – og stadig lærer – er, at uanset produkt eller ide, om det er high tech eller low tech, så er det en udfordring at placere sig på business to business markedet. Jo større spillerne er på markedet, jo flere mennesker skal man snakke med, før man kommer til det rigtige skrivebord. Det er især gældende på det maritime shipping marked. Det har bestemt hjulpet at deltage i events som Spin Out Day og blive finalist i Venture Cup. Bare ved at være med skaber man netværket og den nødvendige opmærksomhed til at slå igennem og finde de rigtige mennesker.”

DTU-kurset Hardtech Entrepreneurship er et masterkursus, der afvikles hvert år og afsluttes med finalen Spin Out Day, som fungerer som en eksamen og hvor de forskellige teams præsenterer deres projekter for blandt andet repræsentanter fra erhvervslivet. DTU Skylab lægger lokaler og faciliteter til Spin Out Day. Kurset har tidligere heddet Innovation and Product Development, men skifter navn fra efterårssemesteret. Det er stadig Thomas Howard og Jakob Andersen, der underviser.

Photo: Petros Malliotakis
ISEAL Digital var vinder af Spin Out Day 2018. I midten, fra venstre: Christoffer Bjerre Brøndum, Krzysztof Czurylo, Morten Schnack Jørgensen og Jens Grossmann Larsen. Foto: Petros Malliotakis. 

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.