Strengstøbning af støbejern. Foto tilhører Tasso.

Jernstøberi øger produktivitet i samarbejde med DTU

tirsdag 08 jun 21

Kontakt

Ashish Chawla
Erhvervs-ph.d.
DTU Mekanik
45 25 47 89

Kontakt

Niels Skat Tiedje
Lektor
DTU Mekanik
45 25 47 19

Erhvervs ph.d.

En erhvervs-ph.d. er et forskningssamarbejde mellem en virksomhed og DTU.
Det er et treårigt forløb, hvor virksomheden har mulighed for at sætte fokus på et forretningskritisk udviklingsområde og få tilført den nyeste forskningsbaserede viden på området.
Se mere: https://www.dtu.dk/uddannelse/phd/erhvervs-phd

En matematisk model udviklet af en ph.d.-studerende og de rette procesmålinger skal øge produktiviteten og sikre ensartet kvalitet af strengstøbt støbejern.

En større forståelse for den komplicerede proces, som støbning af støbejern udgør, skal sikre grundlaget for en fremtidig automatisering og digitalisering af produktionen på støberiet Tasso i Odense. Forståelsen skabes i et samarbejde mellem virksomheden og DTU.

Tasso producerer strengstøbt støbejern til brug i bl.a. pumper, kompressorer og industrimaskiner og har gennem tiden samarbejdet med både DTU og Syddansk Universitet om flere mindre opgaver. Det har været så stor en succes, at det har banet vejen for en treårig ansættelse af en erhvervs ph.d.-studerende, Ashish Chawla fra DTU Mekanik.

”Min opgave er at sikre en øget automatisering af virksomhedens støbeproces, som både vil forbedre kvaliteten og give en mere robust og bæredygtig produktion. Den første del af arbejdet har bestået i at udvikle en matematisk model af processen, der bygger på et fundament af videnskab og fysiske love,” siger Ashish Chawla.

Ved hjælp af modellens simuleringer får virksomheden adgang til en større forståelse af den størkning, der sker i støbeproces. Det giver mulighed for at styre processen og dermed gøre den så ensartet og forudsigelig som muligt.

Virksomhed får nyeste viden
Det næste skridt bliver at identificere og undersøge de kritiske parametre i processen. Herefter kan en strategi for kontrollen af den fastlægges. Den gennemføres ved hjælp af data fra sensorer placeret i produktionen, statistiske teknikker og kunstig intelligens.

Kristian B. Pedersen, der er direktør for Tasso, vil klart anbefale andre SMV’ere at samarbejde med universiteter om konkrete udviklingsprojekter. Det giver adgang til både de dygtigste eksperter og den nyeste viden inden for området.

”Det har fra dag et skabt værdi for vores virksomhed at samarbejde med DTU om at ansætte Ashish som ph.d.-studerende. Værdiskabelsen går også den anden vej. Universitet får et indblik i de problemstillinger, danske virksomheder er optaget af, og dermed opnår ikke kun de og vi en fordel, men hele samfundet får en gevinst ved projektet,” siger Kristian B. Pedersen.

Den betragtning er Niels Skat Tiedje, lektor på DTU Mekanik og vejleder for Ashish Chawla enig i.

”Samarbejder med virksomheder har stor betydning både for vores forskning og i undervisningen af kommende ingeniører. De studerende er glade for konkrete eksempler på opgaver og arbejdsområder, de senere kan møde som færdiguddannede. Samtidig er det videnskabeligt udfordrende at arbejde med intelligent processtyring og udvikling af tilstrækkeligt præcise modeller på et støberi, hvor de meget høje temperaturer omkring 1400 grader gør det vanskeligt at sikre de rette måledata,” siger Niels Skat Tiedje.

Studerende glade for rigtige opgaver
Mange af de studerende, som Tasso tidligere har arbejdet sammen med om mindre studieopgaver, har da også sat pris på at få lov til at arbejde med udfordringer, der er reelle og væsentlige at få løst for virksomheden.

Det har også været en vigtig motivation for Ashish Chawla.

”Jeg finder det utrolig spændende at være bindeled mellem videnskaben og forskerne på den ene side og virksomheden på den anden side. Målet er det samme for begge parter, men den akademiske og erhvervsmæssige verden tilgår problemstillingerne forskelligt. Den rolle trives jeg godt i. Det giver grundlag for den bedste innovationsproces, man kan tænke sig,” siger Ashish Chawla.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.